Grej til kyst-fiskeri
Fluefiskeri
Fluefiskeren kan i regelen nøjes
med en enkelt udrustning, når det gælder fluefiskeri
i havet. En 9-10 fods stang klasse 7-8 klarer det meste, når
den forsynes med et saltvandsbestandigt fluehjul, der kan rumme
fluelinen samt 100 meter bagline.
Linen skal være en flydende WF til
fiskeri på lavt kystvand uden større bølger.
Er der pålandsvind og bølger, står man sig
ved i stedet at bruge en såkaldt "intermediate"
line, som lige akkurat synker ned under bølgerne. Da har
man en bedre kontakt ud til fluen.
Flere og flere fluefiskere har fundet ud
af, at man på stille dage fint kan klare sig med en 8-9
fods stang klasse 5-6 og et tilsvarende saltvandsbestandigt fluehjul.
Det er grej, som passer fint til de 40-50 cm's havørreder,
der udgør størsteparten af kystfluefiskerens fangster.
Og grej, der er mere behageligt at fiske med en hel lang dag.
Forfanget bør være omkring
9 fod langt, hvis man fisker med en intermediate line - 12 fod,
hvis der sidder en flydende line på hjulet. Forfanget skal
tapere ned til 0.25 mm i spidsen, hvis man bruger de lidt større
fluer. 0.20 mm er et godt valg på stille dage, hvor fiskeriet
kræver små fluer.
 De
ti bedste kystfluer til havørred
Farvestrålende fantasifluer - gerne
fluorescerende - er generelt bedst i vinterhalvåret, hvor
vandet er koldt og føden knap. I sommerhalvåret,
hvor det lave kystvand ofte vrimler af liv, kan der omvendt blive
brug for mere afdæmpede fluer, som efterligner de forekommende
fødeemner - småfisk, krebsdyr eller børsteorme.
Fluerne bør typisk bindes på kroge str. 4-8.
Til aften- og natfiskeri er store buskede
fluer af Muddler- og Zonker-typen helt suveræne. De kan
nemlig fiskes stribende i overfladen, hvor havørrederne
har lettere ved at se dem. På stille nætter hører
man ofte hugget, før man mærker det...
Spinnefiskeri
På stille dage er en lang og ultralet
9-10 fods stang med en kastevægt på op til 10 gram
ideel til det lette kystfiskeri efter havørred og hornfisk.
Hjulet bør være et lille fastspolehjul, som rummer
100-200 meter 0.15-0.20 mm line.
Arter vejret sig ikke, må man i stedet
ty til kystfiskerens standard-udrustning: en 8-9 fods stang med
en kastevægt på 10-20 gram. Hertil et mellemstort
fastspolehjul, der har god plads til 0.20-0.25 mm linen. Det
er grej, som klarer det meste kystfiskeri samt let overflade-trolling
i kystnært farvand. Undtagelsen er de steder, hvor der
er mange torsk. De kan være svære at holde fri af
tangen på dette grej.
Er der mange torsk, eller skal der kastes
langt med store pirke og kystwoblere, da behøver man en
9-10 fods stang med en kastevægt på 20-50 gram. Hertil
bedst et multihjul med 0.30-0.40 mm line. Et robust fastspolehjul
kan dog også gøre det.
 De
ti bedste kystagn havørred
Langstrakte og sølvblanke blink
af typen Tobis samt kompakte kystwoblere à la Gladsax
fanger størsteparten af de østjyske kystørreder
og hornfisk. Går man målrettet efter krabbeædende
kysttorsk, kan man ikke gøre noget bedre end at sætte
en lidt større rød-gul kystwobler for enden af
linen og så fiske den langsomt.
Medefiskeri
Medefiskeren, der fisker fra land, kan
få brug for to udrustninger. Den ene dækker normalt
bundsnørefiskeri efter mindre fisk og består af
en 9-10 fods stang med en kastevægt på op til 50
gram. Hertil et robust fastspolehjul med god plads til en 0.30-0.35
mm line.
På ren sandbund bruges lettere grej
og flere kroge på paternoster forfanget end på blandet
bund med tang og sten. Her er det bedst at nøjes med en
enkelt krog over loddet.
Skal der fiskes med flåd efter hornfisk
og makrel, kan man nøjes med danske kystfiskeres standard-udrustning:
en 8-9 fods stang med en kastevægt på 10-20 gram.
Hertil et mellemstort fastspolehjul med plads til 0.25-0.30 mm
linen. Flåddet bør være et glideflåd
af Torpedo-typen, som tillader fiskeri i flere meters dybde.
Agnet bør være en strimmel sild på en str.
4-6 krog.
Skal man længst muligt ud til de
helt store fisk, må man ty til ægte "surfcasting"
grej: en 12-14 fods stang med en kastevægt på op
til 200 gram. Her skal hjulet helst være et solidt multihjul
fyldt op med 0.40-0.45 mm line.
De yderste meter af linen skal være
ekstra kraftig "slagline", som holder til den store
belastning under kast. Man kan bruge et stort fastspolehjul,
men kastene bliver kortere, og pegefingeren overbelastes let,
hvis ikke man bruger en speciel lineudløser.
Medestængerne skal have såvel
råstyrke som en rolig aktion, der ikke river agnet af under
kastet. Til ål og fladfisk bruges sandorm eller sandigler,
men strimler af frosne sild kan også bruges.
|