Kalø Vig

  Fiskepladser

Kystfluekurser

Ved Kalø Vig troner Studstrup Værket, der dominerer landskabet med sine høje skorstene og leverer energi til hele Århus og omegn. Her virker det varme kølevand som en magnet, der tiltrækker fisk og fiskere - i vinterhalvåret.

Få kilometer nord for værket ligger den naturskønne Vosnæs Pynt, som stikker snuden ud i den lavvandede Kalø Vig. Her kan der fanges havørreder hele året, men mest kendt er stedet nok for sine hornfisk, der i maj-juni arriverer talstærkt for at gyde på det lave vand.

Vandet er meget lavt i bunden af Kalø Vig, og man skal derfor helt om til den gamle Kalø Slotsruin, før ørredfiskeriet igen bliver godt.

Det lave vand i bunden af Kalø Vig byder ofte på godt vinterfiskeri efter havørreder, som holder af det brakke vand herinde. Her finder de en sand rigdom af fødeemner, der giver fiskene en god tilvækst vinteren igennem. Kun i hårde isvintre forlader de området til fordel for mere ferskt vand.

Hele kysten fra Egens Vig og udefter til den fredede område ved Rolsøgård kan være produktiv med hensyn til havørreder og - i sæsonen - hornfisk. Det gælder også udmundingen af Knebel Vig - et smalt sund med stejle skrænter og stærk strøm - som året igennem er et spændende fiskevand i sig selv.

Det er samtidig et af egnens smukkeste områder, hvilket jo ikke gør fisketuren mindre interessant! Det er for øvrigt almindeligt at se marsvin netop her - hyppigere end noget andet sted i Århus Bugt.

Bevæger vi os videre sydover, passerer vi Skødshoved og Mols Hoved, hvor der kan fanges fisk overalt. Den nordlige del af Begtrup Vig er lavvandet og mest kendt for sine badestrande. Fiskeriet koncentrerer sig derfor mest om de små pynter på vej mod Kongsgårde - stik syd for det smalle Dragsmur, der skiller Helgenæs fra Mols.

Der kan fiskes og fanges på hele strækningen sydover. Gammelkendte kystlokaliteter finder vi dog først, når vi har passeret og er nået helt ned på Helgenæs. Her - bag store bakker og under høje skrænter - ligger klassikere såsom Sletterhage og Lushage.

Det er steder, som for længst har indskrevet sig i lystfiskerhistorien - på grund af de ofte store torsk og havørreder, man kan træffe på herude. For torskenes vedkommende skyldes det gode fiskeri den nære adgang til det meget dybe vand, der findes få hundrede meter ud for Sletterhage Fyr.


E-bog:

"Østjyllands Fiskevande"

Hvis du vil vide mere om de mange og utroligt varierede fiskemuligheder, som Østjylland byder på, så har du bogen her! "Østjyllands Fiskevande" går i dybden med fiskemulighederne i å, sø og ved kysten - fra Mariager Fjord i nord over Silkeborg Søerne og Gudenåen i vest til Horsens Fjord i syd.

173 fiskepladser på 106 sider rigt illustreret med fotos og kort - lige til at have med i lommen på din Android eller iOS smartphone eller på din iPad. Uhyre praktisk, når du er i felten og uden adgang til internettet!

Pris kr. 50,-

Bogen kan bestilles og downloades på adressen
www.steenulnits.dk/stjylland.html


Fiskepladser

1. Rolsøgård
En klassisk kystplads, som fisker godt forår og efterår samt i milde vintre. Stenet og kuperet bund med lavt vand og mange muslingebanker, der byder havørrederne på megen føde.
- [ se kort ] -

2. Knebel Vig
Spændende område, som i perioder tiltrækker mange såvel havørreder som havørredfiskere. Selve indsejlingen er populær blandt bådfiskere - der kan også fanges fine fladfisk her - mens undersøiske rev og pynter ved Tved på sydsiden og Knebel på nordsiden tiltrækker kystfiskerne.
- [ se kort ] -

3. Vrinners Hoved
God lokalitet for den fisker, der ikke er bange for at vade flere kilometer gennem vandet i løbet af en fiskedag. Gode muligheder for fangst af havørreder og i sæsonen hornfisk på hele stykket fra Vrinners Hoved og ind til lystbådehavnen ved Nappedam.
- [ se kort ] -

4. Kalø Slotsruin
Klassisk og meget velbesøgt fiskeplads, som især vinter og forår kaster mange havørreder af sig. I maj-juni vrimler det ofte med gydende hornfisk på det lave vand. Alligevel kan man med et kort fluekast nå ud på mere end 10 meter vand foran slotsruinen!
- [ se kort ] -

5. Hestehaven
Med den smukke skov Hestehaven grænsende op til vandet kan man her opleve fint fiskeri efter både havørred (vinter og forår) og hornfisk (forsommer). Bådfiskere skal her vare sig for mange og store sten på en meget kuperet bund.
- [ se kort ] -

6. Følle Strand
Den lille pynt ved Plejehjemmet samt strandsøen lidt længere vestpå er gode lokaliteter i vinterhalvåret. Desværre har de plads til et meget begrænset antal fiskere, hvorfor man i sæsonen af og til må gå forgæves.
- [ se kort ] -

7. Hundshøj
Det flade vand ved Hundshøj er meget yndet af gydende hornfisk, som stimer sammen her i maj-juni. Bunden er blød, så der skal vades forsigtigt - og fiskes med let grej over det lave vand.
- [ se kort ] -

8. Vosnæs Pynt
Vandet bliver dybere på strækningen fra Hundshøj til Vosnæs Pynt - stranden samtidig mere stenet. Der kan stadig fanges hornfisk i sæsonen, men Vosnæs Pynt er mere kendt som en god fiskeplads for havørreder.
- [ se kort ] -

9. Studstrupværket
Vandet ud for afløbet fra Studstrupværket, som leverer el og varme til Århus Amt, tiltrækker i vintermånederne mange overvintrende havørreder. Resten af året kan man ofte finde torsk og sildestimer ud for molerne.
- [ se kort ] -



iinfo@angling-eastjutland.dk
© 2000 Steen Ulnits
Skytten 116 · Fiskergaarden - DK-8900 Randers · Denmark
Tlf. +45 23 32 89 88 · Website: www.ulnits.dk · E-mail: steen@ulnits.dk